Programmer

Her ses en liste over vores aktuelle koncertprogrammer. Kontakt os, hvis du har særlige ønsker – vi sammensætter gerne en koncert efter dine behov.

1) Fra Mørket til Lyset

Koncerten beskriver sjælens rejse i tekst, musik og filosofi. Gennem programmet vil ensemblet med publikum søge at beskrive rejsen fra det jordiske til det sfæriske. Vi har hovedsagelig valgt komponister fra det engelske kontinent i form af Byrd og Locke, som begge komponerer i en epokemæssig brydningstid – den gamle verden står for fald, en ny opstår. Meget stemningsfuldt og velegnet til f.eks. Allehelgen, Langfredag eller Advent. Til denne koncert er det blokfløjter og orgel, som vi fokuserer på. 

Prisidé: 9000,- + evt. transport

Hør en audiodemo [her]

——-

2) A Baroque Delight

A Baroque Delight er et populært og veloplagt barokprogram med originalmusik for blokfløjte eller travers. I barokken var det helt almindeligt, at musik komponeret for træblæsere kunne spilles på allehånde instrumenter som travers, blokfløjte, obo osv. Musikken er oprindeligt skrevet til at underholde, og vi kan præsentere et livligt og henrivende program, som vil forkæle publikum med gode melodier, inciterende rytmer og improvisatoriske fortolkninger.

Prisidé: 9000,- + evt. transport

——

3) Den u-originale blokfløjte

Programmet indeholder udelukkende musik, som på intet tidspunkt var tænkt for blokfløjteensemble. Gennem vore arrangementer forsøger vi at kaste et nyt lys på de valgte værker. Blokfløjtens ambitus har naturligvis en begrænsning i forhold til de oprindelige instrumenter, som værkerne er komponeret for, hvorfor vi har måtte ændre for oktavbeliggenheder, tonearter mv. naturligvis under hensyntagen til den enkelte komponists kompositionsform. Så dermed er der ikke tale om en eksakt gengivelse af værket i dets oprindelige klang, men en re-komponering af de enkelte værker. Vi er overbeviste om, at denne genfødsel vil være af forfriskende karakter for de af publikum, som allerede kender værkerne, og for alle andre vil det være en oplevelse af godt nyt blokfløjtetriorepertoire.

Prisidé: 9000,- + evt. transport

——-

4) Bach Concerti

Bach’s concerti for 1, 2, 3 og 4 soloinstrumenter har længe været milepæle i den sene barok. Bach har skrevet de fleste af dem om til koncerter for cembalo, men i mange tilfælde kender vi i dag kun disse versioner, og man ved ikke, hvad de originale soloinstrumenter var. Oftest bliver det jo obo eller violin, som får æren, men i nogle tilfælde kunne det ligeså godt have været traversfløjte eller et helt andet instrument. Vi spiller 4 af disse koncerter i moderne transskriptioner for blokfløjte, men ikke for at bevise, at blokfløjter var de “hemmelige” instrumenter, som Bach skrev for. Musikken har en tidløs abstrakt karakter, som er velegnet til instrumentale eksperimenter af denne art, og Patchworks.dk spiller til lejligheden sammen med Ensemble Zimmermann, som er et af Danmarks førende barokorkestre.

Programmet spilles fra 2009.

Kontakt os for yderligere information og pris.

——-

5) Suite ‘n’ Light

Engelsk og fransk musik fra den tidlige barok for blokfløjtetrio. Programmet består af indtagende og køn musik, som er en fryd for publikums ører. Vi kommer omkring både dansemusik og “lyttemusik” og fortæller gerne om musikken, instrumenterne og komponisterne undervejs.

Prisidé: 9000,- +. evt. transport